Jeg savner viden, nuancer og sund fornuft frem for følelser og egne erfaringer i den politiske debat

Den 1. august fik vi burkaforbuddet. En symbolpolitisk handling fra politikere, der gerne giver afkald på moral og etik for at bibeholde magten. Loven får ikke rigtig nogen konsekvenser, ud over at den bidrager til, at vi atter en gang sætter os på tronen som Europas største bonderøve.Lovenkan ses som madding til en frådende fremmedfjendsk befolkning, hvis enorme had skyldes manglende nuancer i mediernes dækning og politikernes behandling af emnet.

Det var godt nok rart med burkaforbuddet, var? Man var efterhånden også træt af at være omgivet af solbrændte spøgelser. Nu mangler vi bare at få lukket alle pizzeriaer, barbersaloner, vandpibecafeer og taxaselskaber, så vi kan komme ”de fremmede” til livs. For enhver dansker bør stile efter, at livet og miljøet bliver som en Morten Korch-film. Vi vil have idyl, grønne marker og et biedermeiersk udtryk med så små sprækker, at kun det trænede øje formår at gennemskue, hvor fordækt det hele er, ikke sandt?

Øh, nej, jeg vil fandeme ikke, men jeg er efterhånden kommet i tvivl med mine landsfæller…

Fremmedhadet er vokset markant

Der er ingen tvivl om, at fremmedhadet er vokset markant i løbet af de seneste tyve år, og jeg er slet, slet ikke i tvivl om hvorfor. Det skyldes mediernes dækning og isolationen i provinsen, hvor folk lever i deressmå osteklokker og oplever den store, vide verden gennem medierne, og det er altså pissehamrende farligt, da man derved får et ganske forvrænget billede af, hvordan tingene hænger sammen.

Begrebet ”The meanworldsyndrome” er i mine øjne endnu mere relevant i dag, end da George Gerbnerfor første gang sagde det for flere årtier siden. Begrebet beskriver, hvordan massemedierneseksponering af vold, død og ødelæggelse får folket til at føle, at de lever i en ondere tid, end tilfældet er.

Hvis man spørger 1000 mennesker på gaden, om terrorismen ikke værre end nogensinde, vil 999 af dem formentlig svare: ”Jo.” Det er ikke mærkeligt, for vi bliver, undskyld ordvalget, bombet med indhold om terror. Hver gang der er en begivenhed af denne karakter, dækkes den massivt i flere uger i alverden medier.

Kigger man derimod i statistikkerne, vil man se, at antallet af døde i Europa i forbindelse med terror har været faldende generelt set over de sidste år (https://www.b.dk/globalt/terror-i-tal)

Fremstillingen af indvandrere, særligt muslimer, i Danmark har været entydigt negativ i stort set alle år, jeg har levet. Vi hører igen og igen om problemer med relation til den minoritetsgruppe. De er arbejdsløse, de slår sig ned i ghettoer, de vil have sharia-lovgivning, og de vil ødelægge den danske jul.

En af årsagerne er, at nogleaf de mest tossede muslimer har fået uforholdsvis meget tv-tid og ødelagt rigtig meget på hele minoritetsgruppens vegne. Ydermere har medierne blæst visse problemer ud af proportioner.

Jeg er fra provinsen, og jeg oplever seriøst sommetider, at både unge og gamle er overbeviste om, at alle muslimer er arbejdsløse, kriminelle, dovne og besiddende et ønske om sharia-lovgivning i Danmark. Det er jo så langt fra virkeligheden, som noget kan være.

Jeg noterer mig ligeledes, at desto mindre tid en bøv fra landet har talt med en muslim, desto større er hadet og fordommene mod folket; det er en skam. Muslimerne er blevet fjendebilleder i store dele af Danmark, og det skyldes blandt andet medierne og politikernes retorik. Politikerne har nemlig fundet ud af, at der er stemmer i fremmedhad, så i stedet for at nuancere debatten og opklare, hvad der er op og ned, foretager de den ene stramning efter den anden for at tilfredsstille de fremmedfjendske, og bidrager til en øget negativ fremstilling af muslimerne.

Burkaforbud

Burkaforbuddet, der netop er vedtaget, er et godt eksempel på den håbløse ageren, vi ser på Borgen. Her er tale om en totalt udemokratisk lov og et selvopfundet problem, for hvor meget fylder burkaer lige i gadebilledet? Loven blev ganske vist leveret nobelt og frelsende: ”Jamen vi vil hjælpe de undertrykte kvinder, der bærer den mod deres vilje.”

Havde man ikke haft så travlt med at være gratis på Skanderborg Festival og til fodbold i Herning, så havde man brugt tid på at sætte sig ind i, hvorfor muslimske kvinder bærer burkaen og under hvilke forhold, ogi så fald ville man opdage, at de fleste gør det af egen fri vilje. Det er et aktivt valg. De få, der bliver dikteret at gøre det, får det næppe lettere af et forbud, der formentlig bare betyder, at de nu bliver holdt inden døre.

Medierne er bestemt medskyldige

Jeg siger ikke, at indvandring er uproblematisk. Det er det. Det er hamrende dyrt, og der vil komme problemer, når to forskellige kulturer skal blandes.

Jeg siger bare, at mediernes fremstilling af de problemer, der er med muslimerne, er ude af proportioner.

Et godt eksempel er, at hvorvidt noget er terror, ofte bliver afgjort af, hvorvidt gerningsmanden er muslim. Muslimerne er en forfulgt gruppe, der hele tiden bliver yderligere stigmatiseret, fordi den kritiske tilgang til dem er blevet normen, både blandt medierne, befolkningen og politikerne.

Jeg savner nuancer, viden og sund fornuftigt i debatten, både i hjemmene og på Christiansborg, for hver eneste gang, jeg diskuterer indvandring og muslimer med en bøvet provinstosse, bliver han/hun sat til vægs, så snart jeghenviser til noget konkret statistik om de felter, vi diskuterer. Tossernes holdninger tager tydeligvis altid afsæt i ”noget de lige har hørt” og det hadfulde billede medierne og politikerne maler.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loading…

0

Comments

comments